I Valhalla har vi flere traditioner i løbet af året. De følger ofte årets gang, og vi gør lidt ekstra ud af at hygge os sammen og lave sjove og lærerige aktiviteter knyttet til højtiden.
Vi holder fastelavn, hvor vi står katten af tønden eller posen og alle får en lille godtepose med rosiner og klementiner. Her må børnene meget gerne komme udklædte, hvis de har lyst. Børnene er med til at male på tønderne/poserne og så øver vi selvfølgelig også fastelavnssange.
Hver sommer holder vi vores sommerfest, hvor I forældre er velkomne til en hyggelig eftermiddag med leg og sjov her i Valhalla.
Om efteråret rykker vi lidt tættere sammen og hygger os med at se på nedfaldne blade, lave kastanjedyr og skære græskar ud til Halloween, hvor børnene kan komme udklædte. Vi arbejder med Halloween som tema både før og på selve dagen og afslutter med en (u)hyggelig halloween-fest d. 31. oktober.
Til jul holder vi julefest for børn, forældre og søskende, som foregår på den enkelte stue.
Vi fejrer også Lucia-dag til jul, hvor de kommende skolebørn går optog med lys. Det er altid et højdepunkt for børnene, de ser meget frem til.
Vi fejrer også gerne fødselsdag her i vuggestuen. I er meget velkomne til at deltage og medbringe noget at dele ud som for eksempel frugt eller boller – da vi er en sukkerfri institution, er det ikke tilladt at medbringe slik eller kage.